Foredrag om Nis Petersen

Foredraget er bygget op omkring Nis Petersens liv og digtning. Nis Petersens liv var “vildsomt” og han kom langt omkring såvel fysisk som psykisk og i fantasien.

Nis Petersen mistede sin mor som 2-årig og nogle få år senere døde hans far, der var indlagt på sindsygehospital. Nis og hans søskende blev opfostret  hos mormoren, der var leder af KFUK’s pensionat i Herning.

Nis Petersen var fætter til Kaj Munk. Begge var de store begavelser selv om deres talent udviklede sig i forskellig retning. Kaj Munk gav udtryk for at Nis Petersen var bedre begavet end han selv.

Nis Petersen var en stor fortæller og en mageløs lyriker. Han havde en utrolig iagttagelsesevne.

Hans mest berømte roman – Sandalmagernes Gade – udkom i utallige oplag og blev oversat til mange sprog.

Hele sit liv kæmpede Nis Petersen med sin tro og sin vantro. Dybest set var han et troende menneske, men i bogstaveligste forstand kæmpede han med sine dæmoner. Hans kunst blev skabt på kanten af en normal, borgerlig tilværelse, og han søgte bevidst ned i elendigheden, hvor han mente at finde selve kernen i tilværelsen.

Foredraget fortæller om hændelser i Nis Petersens liv og  giver eksempler på hans kunst, set på denne baggrund.

Foran St. Sct. Mikkelsgade nr. 10 i Viborg, hvor Nis Petersen ofte søgte ly hos tvillingsøsteren Emma og hendes mand Ernst

Kontakt mig gerne